Svangsene smerter (Fascitis Plantaris)

Anatomi i området
Hælen består af hælbenet (calcaneus) og andre knogler. Mange sener og ledbånd udspringer og hæfter på hælbenet herunder svangsenen (aponeurosis plantaris). Svangsenen fungerer, sammen med andet væv, som stabiliator for mellemfoden og er en stødabsorberingsmekanisme under gang og løb. Desuden oplagres energi i senen som bruges til en mere økonomisk fodafvikling. Svangsenen består af tre dele som alle udspringer fra hælknoglen. Af disse er den midterste del klinisk vigtigst.

Generelt om skaden
Smerter i svangsenen er den oftest forekommende diagnose omkring bagfoden. Den medicinske betegnelse er fasciitis plantaris. Tilstanden er hyppigt forekommende hos løbere, men ses undertiden også hos mange ældre mennesker. Tilstanden beskrives af mange som ”Hælspore”, hvilket er misvisende. En hælspore er en knogleudvækst på undersiden af hælbenet, mens en fasciitis plantaris er en irritationstilstand i senen under foden. Prognose og behandling for disse to diagnoser er helt forskellige, hvorfor det er vigtigt at skelne mellem dem. Det er dog beskrevet, at fasciitis plantaris kan udvikle sig til hælspore over tid, hvis man ikke tager tilstanden alvorligt.
Smerten er oftest lokaliseret under foden som vist på billedet. 
 
 
Tilstanden kan være svær at behandle. Langt de fleste patienter kommer sig med rette behandling, om end skadesperioder på 3 uger til 2 år ikke er unormalt, afhængig af skadens sværhedsgrad og korrekt genoptræningsforløb.
 
Typisk skadeshistorie
Løberen med en overbelastningsproblematik af svangsenen vil opleve en gradvis udvikling af symptomerne og typisk klage over igangsætningsbesvær og morgenstivhed.
Smerten vil oftest aftage op ad dagen, og forsvinde ved gang eller ved at påføre varme (f.eks. varmt bad). I de fleste tilfælde vil smerterne forsvinde i forbindelse med træning for at vænne tilbage nogle timer efter endt træning. Mange har haft problemerne i en længere periode, da de indledende symptomer ikke bliver betragtet som alvorlige. Mange forsøger i første omgang at “løbe skaden væk” da irritationen netop ikke kan mærkes mens man løber. Hvilket kan få alvorlige konsekvenser.
 
Undersøgelse
Den bedste diagnostiske udredning er ved ultralydsskanning. Oftest er der ikke tvivl om diagnosen hvorfor skanningen, ligesom røntgen billede, er overflødig.
 
Årsag til skadens opståen
Skade i svangsenen opstår når belastningen senen udsættes for, enten ved et enkelt træningspas eller, som oftest, over en længere periode, overstiger senens belastningsgrænse.
Nedenstående faktorer kan disponere til skade i svangsenen:
  • Øgning i aktivitet (distance, hastighed, hældning).
  • Mindsket restitutionsperiode mellem træningspas.
  • Personer med lav- eller høj fodbue er i øget risiko.
  • Gået i sko uden hælkappe (f.eks. slippers/klipklappere)
  • Nedsat bevægelighed af ankelleddet og/eller grundled af storetå (dorsalfleksion).
  • Nedsat strækbarhed / fleksibiltet af læg-, hase- og/eller ballemuskler.
  • Løb med fødderne udad
  • Løb med tung rygsæk eller lignende.
  • Sprint eller andet løb på forfoden (f.eks. Pose-Running).
  • Overvægt da det øger stresset på senen ved belastning
  • Skiftet løbesko (f.eks. sko med tyndere hæl eller anden stabilitet).
  • Skiftet underlag.
  • Dårlige løbesko som ikke efterlever de krav som stilles til dem.
  • Andre sports-, fritids- og arbejdsmæssige aktiviteters indflydelse.
Ovenstående er eksempler på faktorer som kan disponere til skader i svangsenen. Der findes mange andre og det anbefales, at du gennemgår disse med en ekspert på området. Dermed opnår du indsigt i de disponerende faktorer således du på et senere tidspunkt kan forebygge at de kommer igen.

Behandling
Oplysning om skaden
For at opnå et fornuftigt behandlingsforløb, så er det vigtigt du forstår hvad skaden i senevævet er, hvad helingstiden på senen er og hvilken betydning det har i forbindelse med din løbetræning. Seneskader tager tid - typisk 3 uger til 2 år afhængig af skadens omfang. I denne periode er løbetræning begrænset til et minimum. En løbestilsanalyse er hensigtsmæssig, da videooptagelser og rådgivning vil gøre dig i stand til at se årsagssammenhænge, få en forståelse for biomekaniske forhold, undgå symptomgivende aktiviteter og på sigt forebygge tilbagefald. Ydermere skal du få en forståelse for kroppens respons på belastning og hvornår en aktivitet har været skadelig eller gavnlig for kroppen.
 
Behandling af skaden
Aktiviteter / træning i den første fase
  • Først og fremmest skal du aflastes fra symptomgivende aktiviteter.
  • Alternativ træning er meget vigtig, da det øger blodtilførsel i området. Træningen må ikke provokere symptomerne og kunne være løb i vand, rolig cykling og svømning
  • Udspænding af svangsenen og andre stramme strukturer
  • Massere området med en golfbold eller lille gymnastikbold.
 
Aflastning af senen
I de fleste tilfælde er det godt at bevægelserne i benet korrigeres, således at strækket på senen mindskes i en periode. Derved får vævet en chance for at restituere og hele op igen. Der findes flere muligheder for korrektioner og aflastninger:
  • Løbesko; På baggrund af tests, barfodet løb og løb med sko på vurderes det hvordan din fod bevæger sig mens du løber. På denne måde kan du, i samarbejde med en kyndig person på området, vælge en sko som aflaster senen mere eller mindre.
  • Indlæg; Nogle vælger at få et individuelt tilpasset indlæg som erstatning for den oprindelige sål i skoen. Det er vigtigt, at indlægget ikke er for hårdt/kompakt. Der findes der ikke dokumentation for, at et indlæg eller en løbesko korrigerer. Mange patienter oplever dog en forbedring i deres til stand efter brug af indlæg - hvorfor behandlingen er meget brugt. Mange har god effekt med simple gel indlæg. 
  • Tapening; er en let og billig måde at korrigere på, men det kræver en grundig instruktion i, hvordan tapen skal placeres så den sidder korrekt. Tape har nemlig den ulempe at det kan falde af og miste sin støtte. Dog skal tape ikke benyttes, hvis man er allergisk overfor det eller har sukkersyge

Supplerende behandling

  • Støtte fra fysioterapeut tilrådes i genoptræningsforløbet, hvis du har svært ved at “styre” træningen selv og ikke er i stand til at “lytte til kroppen”.
  • Når du skal til at løbe igen er rådgivning omkring design af træningsprogram med udgangspunkt i dine behov og målsætninger den vigtigste supplerende behandling. Mange skader kommer pga. forkert træningssammensætning hvilket ofte overses i behandlingssystemet. Pengene er givet godt ud, hvis du vælger at købe bøger om basal træningslære eller kontakte en ressourceperson på området som kan lære dig noget om de mest grundlæggende træningsprincipper.
  • Du kan vælge at supplere din egen genoptræning med behandling fra en person i sundhedssektoren. Shock-wave, ultralyd, massage, akupunktur mv. er hyppigt brugt til dette. Der findes dog ikke noget litteratur som påviser effekten af disse behandlingsmetoder. Der er således igen garanti for effekt af behandlingen.
  • Anti-Inflammatorisk medicin (NSAID) anbefales som udgangspunkt ikke. Ved overbelastningsskader i form af inflammationstilstande (bursitis, tendinits etc.) kan midlerne anvendes, men behandlingen bør være så kortvarig som mulig, helst kun få dage, på grund af risikoen for bivirkninger. Konsultér din læge hvis du vælger at bruge denne behandlingsform.
Hvis smerterne ikke forsvinder
  • Virker den konservative behandling ikke, så kan du få en steroidinjektion hos lægen. Der er vist god effekt af denne behandlingsmetode på kort sigt, men behandlingen skal kombineres med konservativ behandling for at få et tilfredsstillende resultat.
  • Virker injektionerne ikke vælger nogle operation som sidste løsning. Det er kun i svære resistente tilfælde som har varet mange år og som er direkte invaliderende at operation tilbydes. Kun få kommer tilbage til samme niveau efter operation.
 
Tilbage til løb - hvad gør jeg?
Der er ikke noget en løber hellere vil end at vende tilbage til sine vante løbeture. Nedenstående råd er gode retningslinier for, hvad løbere kan tænke på når løb skal genoptages. Følgende tiltag kan medvirke til at forebygge tilbagefald:
  • Kommer dine smerter igen - så er du startet for tidligt!!
  • Undgå at løbe opad bakke i de første uger.
  • Løb langsomt så senen gradvist vænner sig til strækket. Hurtigt løb vil sætte senen på maksimalt stræk hvilket stresser den. Vent derfor med intervaltræning, tempoløb og eventuel konkurrence.
  • For kraftig påvirkning (lange ture) vil øge risikoen for tilbagefald betydeligt.
  • Hvis der er sne og is på vejene skal du være ekstra opmærksom på at foden ikke smutter bagud. Træning på løbebånd kan i dette tilfælde med fordel bruges inden udendørstræning påbegyndes.
  • Fortsætter med at strække på senen.
Udover disse råd, anbefales det at læse teksten “genoptræning efter skade” som giver nogle retningslinier for hvilke symptomer du skal være opmærksom på i forbindelse med genoptræningen.
 
Har du fået en steriod injektion hos lægen (binyrebark) er skal lægen vurdere, hvornår du må påbegynde løb igen. Oftest er det således, at man skal holde 48 timers hvile, for langsomt at vende tilbage til aktivitet over en periode på 2 til 3 uger. 

Senzone Guide

Find de helt rigtige løbesko
Her finder du en guide til hvad du skal kigge efter når du er på udkig efter nye løbesko. Alle har forskellige behov og derfor er det vigtigt at du dine løbesko matcher lige nøjagtig dig. Læs mere >>

 

Senzone Løbeanalyse

Kom godt igang med løb!
Kom ind i butikken og få lavet en professionel løbestilsanalyse. Vi går din løbestil efter i sømmene og hjæper dig godt fra start. Læs mere >>

 

Udvidet løbeanalyse

Dybdegående løbestilsanalyse
For den mere erfarne løber, som oplever skader el. andet der forhindrer løb. Vi hjælper dig gennem analyse og fysiske test til at komme tilbage i løbeskoene.
Læs mere >>

Senzone Sålen

Ekstra støtte til dine fødder
Med et sensomotorisk indlæg i dine løbesko, golfsko eller arbejdssko er du godt gående. Undgår, forebyg eller afhjælp skader med en Senzone sål.
Læs mere >>

 

BikeFitting

Er din cykel indstillet korrekt?
Alt for mange har forkerte indtillinger på deres cykel. Med et BikeFit hos Senzone ser vi dine instillinger grundigt igennem og finder lige nøjagtigt dit BikeFit.
Læs mere >>

 

Senzone Sortiment

Gå ikke ned på udstyr!
Se Senzones udvalg af sportsbeklædning, løbesko, indlæg, sundhedsfodtøj, gear og meget mere.
Se mere >>

Ultimate Web