Hoftebøjer (Iliopsoas tendinopati)
Anatomi i området
Hoftebøjeren dannes af to muskler (m. psoas major og m. iliacus). Den udspringer dels i ryggen og dels fra hoftekammen. Den løber fortil i hoften for at hæfte på øverste del af låret.
Generelt om skaden
Skade i forreste del af hoften er ikke sjælden hos løbere. Det er den 21 hyppigste skade hos løbere. Under 1 % af alle løbeskader er en hoftebøjerproblematik.
Hoftebøjeren skal trække benet fremefter i svingfasen under løb. I sidste del af standfasen begynder muskelen at trække sig sammen hvilket giver et stort stress på muskel og senevæv. Skade opstår når stresset overstiger strukturernes tolerencetærskel. Desto større stress vævet udsættes for desto større skade sker der i regionen.
Løb med høj hastighed øger risikoen for skaden. Specielt sprintere, eller løbere som løber korte intervaller, kan opleve relativ akut smerte i den midterste, dybe del fortil på hoften. Men også motionsløbere som har løbet en tur og sluttet af med en spurt rammes.
Smerten kan stråle ned fortil på låret eller op i lænden. Selvom smerten kan føles som akut, så er skaden ofte opstået på baggrund af længere tids overbelastning af strukturerne i området. Strukturerne kan både være muskel- og senevæv samt forskellige slimsække i området. I den indledende fase kan løb ofte gennemføres men det fremkalder ofte store smerter. Ligeledes vil mange opleve at bevægelser som involverer hoften vil provokere deres symptomer, såsom trappegang og høje knæløft.
Typisk skadeshistorie
Skaden kan opstå på flere måder. Enten akut under et træningspas. Men oftest vil løberen med en hoftebøjerproblematik vil opleve en gradvis udvikling af symptomerne og typisk klage over smerter og morgenstivhed efter øget aktivitetsniveau. Smerten forsvinder ved gang eller ved at påføre varme (f.eks. varmt bad). I de fleste tilfælde vil smerterne forsvinde i forbindelse med træning for at vænne tilbage nogle timer efter endt træning. Mange har haft problemerne i en længere periode, da de indledende symptomer ikke bliver betragtet som alvorlige. Mange forsøger i første omgang at “løbe skaden væk” da irritationen netop ikke kan mærkes mens man løber. Hvilket kan få alvorlige konsekvenser.